KløKo - Højere økologisk egenproduktion af protein med tidlige kløversorter
Formålet med projektet er at forbedre økonomien hos økologiske mælkeproducenter ved at sikre højere udbytte og proteinudbytte i kløvergræs dyrket på de økologiske ejendomme. Mange økologiske mælkeproducenter føler sig presset på økonomien, og flere begrunder det med for lave markudbytter. Projektet vil bidrage til, at økologiske mælkeproducenter kan øge egenproduktionen af protein på bedriften ved at forbedre proteinindholdet i kløvergræs. Målet med projektet er at finde og forædle sorter af kløver, der har en tidligere vækst i foråret, således at kløveren kan bidrage med mere protein i første slæt, som derved får en højere værdi som foder. I projektet vil forskel i hvid- og rødkløversorters tidlighed i foråret blive undersøgt under økologiske dyrkningsforhold. Der fokuseres på betydningen af tidlighed for udbytte og proteinindhold.